Entreprenørpladsen er en kommunal facilitet i Sisimiut by, der ligger centralt i byen, lige ved fodboldbanen og Bygge- og Anlægsskolen. Pladsen huser mandskab og materiel til byens driftsopgaver og skicenter.
Arbejdsopgaver
Entreprenørpladsen varetager primært opgaver med vejvedligehold, såsom asfaltering, lapning af huller, afretning af grusveje, grøftegravning og fejning, snerydning, glatførebekæmpelse og åbning af underføringer.
Medarbejderne på entreprenørpladsen sørger også for tilsyn med og småreparationer af fangsthytter, broer, stier, trapper og legepladser; de kontrollerer kloakanlæg og pumpebrønde, varetager storskraldsordning og mindre oprydningsopgaver, hundeskydning og vaccination, rustvognskørsel og tilsyn med kirkegården, samt en række daglige driftsopgaver såsom natrenovation og busdrift.
Skicenter
Kommunens skicenter samarbejder med entreprenørpladsen om lån af faciliteter og mandskab. Om vinteren varetager skicenteret kommunens skianlæg ved Solbakken 5 km fra byen, og de forestår arbejdet med den kommunale langrendsløjpe og den lille træklift ved Spejdersøen i Sisimiut by.
Skicenteret udfører også bestillingsopgaver ved bl.a. Arctic Circle Race, skiløbet Grønland rundt, stævner og konkurrencer i samarbejde med foreningerne samt ekstraopgaver i forbindelse med instituitons- og skolearrangementer.
Skicenteret varetager desuden drifts- og vedligeholdelsesopgaver i Assaqutaq for den del, der har med lejrskolen at gøre, og centerets medarbejder sørger også for tilsyn og drift af fodboldbanen.
Yderligere information
Har du spørgsmål til medarbejderne på entreprenørpladsen, eller vil du vide mere om deres arbejde, så er du velkommen til at kontakte Qeqqata Kommunia.