Hvis dit barn lider af et handicap, der besværer dets hverdag, så kan der være tale om et såkaldt vidtgående handicap. Er det tilfældet, er det muligt at få offentlig støtte.
Det kan være i form af en egentlig offentlig handicapomfattelse, der gør det muligt at hjælpe barnets familie med udgifter på de områder, som handicappet berører.
Hvad kræver det?
Ved en eventuel handicapomfattelse kræves det, at barnet gennemgår nogle undersøgelser, bl.a. en lægelig vurdering, en lægeerklæring.
Omfattelsen sker i samarbejde med Departementet for Sociale Anliggender i Selvstyret og i forbindelse med en omfattelse, laves en handleplan.
Hvad er en handleplan?
Departementet for Sociale Anliggender skriver:
”Handleplaner er et vigtigt redskab i kommunens arbejde med at sikre, at den handicappede har de bedste muligheder for at skabe sig den tilværelse, som han eller hun ønsker sig og som kan lade sig gøre. Handleplanerne sætter mål for den handicappede, og opstiller redskaber og hjælp til, hvordan man når målene”.
I hverdagen er det den handicappedes døgninstitution eller støtteperson, der bruger handleplanen som et aktivt redskab til at gøre hjælpen personlig og relevant for den enkelte.
Hvad indebærer det?
En handicapomfattelse betyder, at barnet og dets forældre kan få hjælp til at klare problemer og omkostninger i hverdagen. Det der bl.a. kræver tid, tålmodighed, kræfter, speciel viden, specielt miljø, særlig behandling og træning.
Hvem kan omfattes?
Hvem der kan indstilles til omfattelse af vidtgående handicap, kan ikke på forhånd afgrænses. Processen, der leder til omfattelse, er forskellig fra person til person, og der er mange veje til offentlig handicapomfattelse.
Det anbefales, at du tager kontakt med Qeqqata Kommunia for yderligere vejledning og hjælp til at beslutte, om der er brug for at ansøge om offentlig omfattelse af dit barns vidtgående handicap.
Omfattelse er frivillig
Husk at en handicapomfattelse er en frivillig sag. Får I valget, kan I altid takke nej. Det kræver i alle tilfælde en samtykkeerklæring, altså et personligt ja, fra den eller de personer, der skal omfattes.
Samtidig er en manglende eller afslået omfattelse ikke ensbetydende med, at kommunen ikke kan hjælpe dit barn til at leve en lettere hverdag med sit handicap.
Offentlig omfattelse af vidtgående handicap sker i samarbejde med Departementet for Sociale Anliggender, men der er også mulighed for hjælp og støtte fra Qeqqata Kommunia.
Du kan læse meget mere på hjemmesiden IPIS, der er et videns- og rådgivningscenter under Grønlands Selvstyre.
Kontakt:
Qeqqata Kommunia
Makkorsip Aqq. 2
Postboks 1014
3911 Sisimiut
Tlf: (+299) 70 21 01
Fax: (+299) 70 21 77
E-mail
Departementet for Sociale Anliggender
Grønlands Selvstyre
Imaneq 4
3900 Nuuk
Tlf: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 32 45 47
E-mail
Hjemmeside