Maniitsoq Museum er et kulturhistorisk lokalmuseum, som også råder over en større kunstsamling. Museet er en af drivkræfterne i det lokale kulturliv og arbejder med formidling til både børn og voksne. Museet arrangerer aktiviteter og udstillinger, og er et levende og spændende sted, som slår dørene op for sine gæster.
Museets bygninger
Museet ligger smukt i Kirkegårdsdalen i forlængelse af Maniitsoq bys gamle kirkegård og består af tre fredede bygninger fra koloniens tid. Bygningerne blev oprindeligt opført på byens havn, der hvor Pisiffik ligger i dag. I 1970’erne måtte de gamle bygninger imidlertid vige for det driftige liv på havnen og fandt derfor vej til den mere uforstyrrede Kirkegårdsdal. Bygningerne har tidligere rummet bl.a. smedje, bageri, bødkerværksted, bryggeri og kolonikontor. Den ældste bygning er stokværkshuset, det såkaldte ”pandekagehus”, der blev opført i 1844 og som blev brugt til kolonibestyrerbolig og senere assistentbolig.

Foto: Tea Dahl Christensen. Juni 2009
B-16, som lokalt kendes som ”pandekagehuset” og som i dag bl.a. rummer museets kunstsamling.
Museets udstillinger
Den kulturhistoriske samling spænder vidt og repræsenterer den gamle Maniitsoq kommunes mangfoldighed. Især museets dragtsamling og samling af genstande fra nyere Thule kultur er et nærmere studium værd, ligesom museets samling af interiør fra byens gamle kirke, og fra den gamle kirke i bygden Napasoq, er en særlig oplevelse for museets gæster
Museets faste udstillinger består også af en flot kunstsamling, hvor lokale kunstneres værker og andre med tilknytning til Maniitsoq er repræsenteret. Bl.a. har museet flere af Gitz-Johansen og Gerth Lyberths værker i samlingen.

Foto: Tea Dahl Christensen
Museet har skiftende særudstillinger, som enten vises på museet eller i byens gamle kirke, som fungerer som kulturhus.
Mere information
Museet ligger, sammen med byens bibliotek, i Kirkegårdsdalen på Illunnguit. Det er i den nordøstlige ende af byen, omkring 5-10 min. gang fra byens centrum.
Museet har et mindre kiosksalg, hvorfra der blandt andet sælges postkort, plakater og relevant faglitteratur.
Maniitsoq Museum
Illunnguit 11
Boks 318
3912 Maniitsoq
Tlf: (299) 81 31 00
Mobil: (299) 24 47 77
E-mail
Åbningstider
Mandag-torsdag 11-15
Fredag lukket
Søndag 13-15
Mandage i ulige uger 19-21
Skoleklasser og børnehavegrupper er velkomne til at kontakte museet for besøg på andre tidspunkter end den ordinære åbningstid.
For andre private grupper kan der bestilles åbning udenfor museets ordinære åbningstid mod betaling på 300 kr. Kontakt museet i god tid og træf nærmere aftale.
Krydstogtansvarlige bedes henvende sig i god tid inden anløb og træffe nærmere aftale.
Ret til ændringer i åbningstider forbeholdes.