Hvornår kan man underrette?

Din bekymring kan eksempelvis være opstået, fordi du ved: 

  • At et barn eller en ung bliver slået
  • At et barn eller en ung udsættes for seksuelle overgreb
  • At barnet eller den unge er meget overladt til sig selv og ikke får tilstrækkelig voksenstøtte
  • At et barn eller en ung viser tegn på mistrivsel
  • At et barn eller en ung udsættes for grov mobning, vold med mere af andre børn og unge

Hvis du har kendskab til et barn eller en ung under 18 år, som du enten tror eller ved lever under forhold, der kan bringe barnets eller den unges sundhed og udvikling i fare, har du pligt til at underrette kommunen.

Du kan underrette Qeqqata Kommunia via telefon, mail eller personligt fremmøde.

Når du laver en underretning på et barn eller en ung, er det vigtigt, at den er så fyldestgørende som muligt. Underretningen skal så vidt muligt bygge på faktiske og konkrete iagttagelser (hvad du har set, hørt og så videre).

Når du underretter, er det vigtigt, at du forholder dig objektivt til situationen. Beskriv fakta og undgå at tolke på det, du har hørt eller set.

Enhver underretning, bør foretages med omtanke, men i tilfælde, hvor det handler om børns og unges liv, trivsel og fremtid, skal tvivlen altid komme barnet og den unge til gode.