februar 10, 2012
 
Dansk  Kalaallisut
Itilleq

Itilleq betyder "lavningen", og bygden ligger ca. 50 km syd for Sisimiut i mundingen af Itilleq-fjorden. Bygden er, som navnet siger, beliggende i en lavning smukt omkranset af høje fjelde og gletschere, og Polarcirklen ligger 200 meter syd for bygden.

Pr. 1. januar 2009 boede der 116 mennesker i Itilleq. De beskæftiger sig hovedsageligt med jagt og fiskeri.

Et stærkt og levedygtigt lokalsamfund
Sisimiut havde for godt halvtreds år siden otte bygder, heriblandt Itilleq, som er en af de to oprindelige bygder, der fortsat er beboet.

Bygden har overlevet til trods for, at den i forbindelse med koncentrationspolitikken i 60’erne var udpeget til at være én af de bygder, der ikke var bevaringsværdige.
 
Bygdens butikker og andre faciliteter
I bygden findes en tidligere KGH (Kongelig Grønlandsk Handel) butik, der ofte har et pænt udvalg af smukke husflidsprodukter og håndarbejde, udarbejdet af de lokale.
 
Der er også en lille cafe, hvor der er mulighed for at købe sodavand, kaffe, slik og lignende, og der er en større butik, ”Pilersuisoq”, til proviantering af dagligvarer. Der er desuden et såkaldt servicehus i Itilleq, bygget i 1989, med bad, systue og et husflidsværksted.
 
I Itilleq findes der desuden et bygdekontor, et fiskeindhandlingssted, en børnehave og en skole med tre forskellige aldersopdelte klasser samt ikke mindst en meget smuk og nyrestaureret kirke, som oprindeligt stammer fra Knud Rasmussens Thule i 1962.

Itilleq på landkortet
I forbindelse med den såkaldte Itilleq-erklæring, som blev underskrevet af den danske udenrigsminister og den grønlandske landstyreformand, kom bygden virkelig på rigsfælleskabets verdenskort.

I 2004 afholdte den grønlandske landstyreformand, den færøske lagtingsformand og den danske statsminister endvidere Rigsrådsmøde i bygden.

Ø-liv med kontakt til omverdenen
Itilleq ligger på en ø, hvor der ikke findes ferskvand, derfor er der for nogle år siden bygget et osmoseanlæg, der omdanner saltvand til ferskvand. Før i tiden hentede man ferskvand på fastlandet i en pram eller jolle.

Itilleq får hver sommer besøg af en del krydstogtskibe, som ønsker at opleve den autentiske grønlandske atmosfære og en uspoleret natur.
 
En gang ugentligt går der en båd fra Sisimiut til Itilleq. Nærmere besked om afgangstider og priser kan fås ved henvendelse Royal Arctic Line.

I bygden er der opstillet telekommunikationsmaster til mobiltelefoni, og indbyggerne har desuden adgang til internet.


Kontakt

Itilleq kommunekontor                                     Kassens åbningstider:                                          Tlf: (+299) 86 96 77
Åbningstider:                                                      Mandag-fredag kl. 09.00-15.00                                   Fax: (+299) 86 96 97 
Mandag-fredag kl. 09.00-15.00                                                                                                                  E-mail


Copyright 2009 Qeqqata Kommunia