Ferie – Generelt om

Ferie – Generelt om 

Arbejdsmarkedet i Grønland består af en offentlig og en privat sektor. Arbejdsforholdene i både den private og den offentlige sektor er reguleret gennem lovgivningen. Offentligt ansattes ansættelsesvilkår er herudover også reguleret efter den overenskomst, den enkelte er ansat efter. Nedenstående gælder kun for offentligt ansatte.

Alle offentligt ansatte har ret til at holde 5 ugers ferie i hvert ferieår. Ferieåret starter 1. februar og slutter 31. januar.

Inden ferieåret starter, skal du planlægge din ferie sammen med din arbejdsgiver. Du har ret til at holde en sammenhængende ferie på 3 uger. Og du kan efter aftale med din arbejdsgiver at holde alle 5 ugers ferie på en gang.


Optjent ferie

I løbet af optjeningsåret – det vil sige kalenderåret umiddelbart inden ferieåret – optjener du enten feriepenge, som udbetales når du holder ferie, eller ret til løn under ferie.

  • Er du månedslønnet får du løn under din ferie
  • Er du timelønnet får du feriepenge i din ferie


Du skal som udgangspunkt afholde optjent ferie i det efterfølgende ferieår. Det vil sige, at ferie optjent f.eks. i optjeningsåret 1. januar til 31. december 2010 skal afholdes i ferieåret 1. februar 2011 til 31. januar 2012.


Ferie med løn
Er du månedslønnet, optjener du ret til ferie med løn i 2,08 dage for hver måneds ansættelse i optjeningsåret. Har du f.eks. været ansat i 10 måneder i optjeningsåret, har du ret til 20,8 dages ferie med løn.

Du kan højst optjene ret til 25 feriedage med løn, hvilket svarer til 5 ugers ferie.

Ud over den løn, du får i din ferie, optjener du også en særlig feriegodtgørelse. Særlig feriegodtgørelse udgør 1,5% af den løn, du har tjent i optjeningsåret. Den særlige feriegodtgørelse bliver udbetalt sammen med din løn i starten af ferieåret.

Du har først ret til løn under ferie, når du har været ansat i hele kalenderåret, som ligger forud for ferieåret.


Feriepenge
Er du timelønnet, beregnes dine feriepenge på baggrund af, hvor mange timer du arbejder om ugen.

  • Arbejder du 40 timer om ugen i hele optjeningsåret, optjener du således ret til 200 ferietimer, hvilket svarer til 5 ugers ferie
  • Arbejder du mindre end 40 timer om ugen, nedsættes dine ferietimer forholdsmæssigt. Det betyder, at arbejder du f.eks. 32 timer om ugen i optjeningsåret, så optjener du 160 ferietimer med feriepenge


Bemærk
Du har ret til 5 ugers ferie – også selvom du ikke har optjent 5 ugers ferie med feriepenge eller løn. Men du får kun feriepenge eller løn i de uger, du har optjent. Resten af din ferie skal du selv betale.

Visse overenskomster giver dig ret til mellem 2-5 yderligere feriedage.

Din arbejdsgiver har ret til at indkalde dig på arbejde fra din ferie. Bliver du indkaldt fra din ferie, har du ret til erstatningsferie.

Hvis du er praktikant indenfor det offentlige, har du også ret til at holde 5 ugers ferie. Som praktikant har du allerede i 1. ansættelsesår ret til at holde ferie med løn.

Relaterede artikler

Qeqqata Kommunia
Postboks 1014
3911 Sisimiut
Telefon: (+299) 70 21 00
Fax: (+299) 70 21 77
E-mail: qeqqata@qeqqata.gl
Website: www.qeqqata.gl
Økonomi og Personalestyrelsen (ASA)
Aqqusinersuaq 5
Postboks 1039
3900 Nuuk

Tlf: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 32 44 48
E-mail: asa@nanoq.gl