Ferie – Udbetaling af feriegodtgørelse

Ferie – Udbetaling af feriegodtgørelse 

Alle offentligt ansatte har ret til at holde 5 ugers ferie i hvert ferieår. Ferieåret starter 1. februar og slutter 31. januar.

I løbet af optjeningsåret – det vil sige kalenderåret umiddelbart inden ferieåret – optjener du enten feriepenge, som udbetales når du holder ferie, eller ret til løn under ferie.

Du skal som udgangspunkt afholde optjent ferie i det efterfølgende ferieår. Det vil sige, at ferie optjent f.eks. i optjeningsåret 1. januar til 31. december 2010 skal afholdes i ferieåret 1. februar 2011 til 31. januar 2012.


Løn under ferie
Er du månedslønnet får du løn under din ferie. Har du været ansat i hele optjeningsåret, har du desuden ret til særlig feriegodtgørelse. Særlig feriegodtgørelse er 1,5 % af din ferieberettiget løn og udbetales automatisk når ferieåret starter 1. februar.

Får du løn under ferie, skal du blot aftale med din arbejdsgiver, hvornår du vil holde ferie. Så sørger din arbejdsgiver for, at du modtager løn, mens du afholder din ferie.

Ønsker du ikke at holde ferie med løn, kan du i stedet få feriepenge. Hermed mister du dog retten til særlig feriegodtgørelse. Vil du gerne have feriepenge i stedet for løn under ferie, skal du aftale det med din arbejdsgiver senest 1. oktober i optjeningsåret.


Feriepenge
Er du timelønnet får du feriepenge i din ferie. Feriepengene bliver udbetalt sammen med den løn, du får umiddelbart før din ferie. Du får kun feriepenge for det antal timer, du holder ferie. Det betyder, at dine feriepenge udbetales over flere gange, hvis du ikke holder din optjente ferie på en gang.


Udbetaling uden ferie
Du kan få udbetalt al din feriegodtgørelse ved ferieårets begyndelse 1. februar, uanset om du holder ferie i ferieåret, hvis

  • din optjente feriegodtgørelse er mindre end 2.000 kr.
  • eller du har gået på alderspension og er fratrådt arbejdsmarkedet


Du kan også få udbetalt al din feriegodtgørelse, hvis du flytter ud af landet. I så fald får du udbetalt din feriegodtgørelse, umiddelbart efter du har ændret din folkeregisteradresse.


Hvis du skifter arbejdsplads
De feriepenge eller den løn, du får udbetalt i et ferieår, har du optjent året forinden. Det betyder, at du kan have skiftet arbejdsplads, efter du optjente din ferie og dermed skal have udbetalt feriepenge fra din tidligere arbejdsgiver i din ferie.

Har du f.eks. arbejdet fuld tid i hele 2010, har du optjent ret til 5 ugers ferie med feriepenge eller løn i 2011. Skifter du imidlertid arbejdsplads 1. august 2011 og har du allerede holdt 3 ugers ferie hos din tidligere arbejdsgiver, har du stadig ret til 2 ugers ferie i 2011, som skal betales af din tidligere arbejdsgiver.

For at få udbetalt feriepenge fra din tidligere arbejdsgiver, skal din nye arbejdsgiver lave en ferieattest. Ferieattesten dokumenterer, at du holder ferie.

Du skal vise eller sende ferieattesten til din tidligere arbejdsgiver, som så kan udbetale dine feriepenge.


Bemærk
Der gælder særlige regler for ledige og studerende.

Relaterede artikler

Qeqqata Kommunia
Postboks 1014
3911 Sisimiut
Telefon: (+299) 70 21 00
Fax: (+299) 70 21 77
E-mail: qeqqata@qeqqata.gl
Website: www.qeqqata.gl
Økonomi og Personalestyrelsen (ASA)
Aqqusinersuaq 5
Postboks 1039
3900 Nuuk

Tlf: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 32 44 48
E-mail: asa@nanoq.gl