Løn under barsel

Generelt 

Arbejdsmarkedet i Grønland består af en offentlig og en privat sektor. Arbejdsforholdene i begge sektorer er reguleret gennem lovgivningen. Offentligt ansattes ansættelsesvilkår er herudover også reguleret efter den overenskomst, den enkelte er ansat efter. Nedenstående gælder kun for offentligt ansatte.

Er du offentlig ansat, kan du have ret til at få løn, mens du holder barselsorlov. Det er din overenskomst, der afgør:
• Om du har ret til løn under barsel
• Hvor lang tid du eventuelt har ret til at få løn under barsel

Samtidig skal du være opmærksom på:
• Meddelelsespligt overfor din arbejdsgiver
• Særregler, hvis dit barn indlægges under barslen
• Om du kan søge barselsdagpenge i de uger af din barsel, hvor du ikke får løn

Barselsorlovens længde 

Når du får et barn, har du ret til at gå på barselsorlov. Som forældre har I tilsammen, som oftest, ret til 37 ugers orlov i alt:
• Moderen har ret til at holde graviditetsorlov 2 uger før forventet fødsel
• Moderen her herudover ret til at holde barselsorlov i 15 uger efter fødslen
• Faderen har ret til at holde barselsorlov i 3 uger efter barnets fødsel. De 3 ugers barselsorlov skal afholdes indenfor de første 15 uger efter barnets fødsel
• Herudover har I ret til at holde 17 ugers forældreorlov, som I kan fordele imellem jer. De 17 ugers forældreorlov skal afholdes i forlængelse af moderens 15 ugers barselsorlov. I kan ikke holde forældreorlov samtidig

Får I tvillinger, kan I have ret til at få forlænget jeres orlov:
• Moderen kan, afhængig af hendes overenskomst, have ret til at holde 19 ugers barselsorlov i stedet for 15 uger
• I har ret til 21 ugers forældreorlov i stedet for 17 uger

Det er din overenskomst der afgør, hvor lang tid du har ret til at få løn under barsel. Ved du hvilken overenskomst, du er ansat efter, kan du på nedenstående oversigtsskema finde ud af:
• Hvor mange ugers barsel med løn I som forældre har ret til
• Hvor mange ugers barsel I har ret til i alt

Se oversigtsskema over barsel med og uden løn

Meddelelsespligt 

I har som forældre pligt til at underrette jeres arbejdsgivere i god tid:
• Moderen har pligt til at meddele sin arbejdsgiver, at hun er gravid. Det skal hun gøre senest 13 uger før forventet fødsel
• Moderen har også pligt til at meddele sin arbejdsgiver, hvornår hun regner med at begynde i arbejde igen. Det skal hun gøre senest 12 uger efter fødslen
• Faderen har pligt til at meddele sin arbejdsgiver, at han går på barsels- eller forældreorlov. Det skal han gøre, senest 4 uger før han forventer at holde orloven og senest 12 uger efter barnets fødsel

Hvis barnet indlægges 

Bliver dit barn indlagt, mens du er på barsel, forlænges din orlovsperiode. Din orlovsperiode forlænges med det antal dage dit barn er indlagt – dog maksimalt 12 uger.

Du har ret til løn, mens dit barn er indlagt.

For at få din orlovsperiode forlænget skal du meddele din arbejdsgiver, at dit barn er blevet indlagt. Ligeledes har du pligt til at meddele, når barnet bliver udskrevet fra sygehuset.

Retten til barselsorlov bortfalder ikke, hvis barnet er dødfødt, bortadopteres eller anbringes uden for hjemmet, inden for de første 15 uger efter fødslen.

Barselsdagpenge 

Du kan også søge om barselsdagpenge fra det offentlige. Du kan kun få barselsdagpenge i de uger af din barsel, hvor du ikke får løn.

Du kan læse mere om barsel og barselsdagpenge her
Qeqqata Kommunia
Postboks 1014
3911 Sisimiut
Telefon: (+299) 70 21 00
Fax: (+299) 70 21 77
E-mail: qeqqata@qeqqata.gl
Website: www.qeqqata.gl
Økonomi og Personalestyrelsen (ASA)
Aqqusinersuaq 5
Postboks 1039
3900 Nuuk

Tlf: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 32 44 48
E-mail: asa@nanoq.gl