Overarbejde

Generelt 

Arbejdsmarkedet i Grønland består af en offentlig og en privat sektor. Arbejdsforholdene i begge sektorer er reguleret gennem lovgivningen. Offentligt ansattes ansættelsesvilkår er herudover også reguleret efter den overenskomst, den enkelte er ansat efter. Nedenstående gælder kun for offentligt ansatte.

Er du offentligt ansat, er din almindelige arbejdstid 40 timer om ugen. De 40 timer er fordelt, så du skal arbejde 8 timer alle hverdage i tidsrummet mellem 7.00 og 17.00. Dette kaldes normtid.

Timer ud over din normtid er merarbejde. Hvis du f.eks. har arbejdet 8 timer kl. 17.00, men arbejder til kl. 18.00, så har du udført en times merarbejde.

Overarbejde er ”beordret” merarbejde. Det er din stilling og overenskomsten for området der afgør, om du har ret til betaling for overarbejde.

Hvis du vil vide mere om overarbejde og flekstid, kan du kontakte din leder eller tillidsrepræsentant.

Overarbejde 

Der skal være en klar aftale mellem dig og din chef om, at du arbejder over. Generelt vil overarbejde være:
• Arbejde der ligger udover de 8 timer på en dag
• Arbejde udover de 40 timer om ugen
• Arbejde uden for almindelig arbejdstid (forskudte tidspunkter, f.eks. efter kl. 17.00 eller i weekenderne, men der kan være specielle regler)

Nogle overenskomster og stillinger berettiger dig til ekstra honorering for overarbejde. Det vil sige, at du honoreres for mere, end du overarbejder. Det kan f.eks. være, at du honoreres med 1½ times løn for 1 times overarbejde.

Du skal som oftest afspadsere overarbejde. Det vil sige, at du holder fri på et andet tidspunkt, hvor du normalt skulle have arbejdet. Er dette ikke muligt, kan du få overarbejdet udbetalt.

Undtagelser 

Det er ikke alle, der har ret til ekstra honorering for overarbejde, hvilket kan skyldes, at overarbejdet er del af deres ansættelsesvilkår. Det kan f.eks. være hvis du:
• Har en lederstilling (uden højeste tjenestetid)
• Får rådighedstillæg, hvor du ikke vil blive betalt for udfyldelsen af rådighedsforpligtigelsen

Flekstid 

Mange arbejdspladser har endvidere flekstid. Det betyder, at du inden for aftalte grænser kan møde senere og gå tidligere, så længe normtiden overholdes. Hvis du er ansat med en flekstidsordning, skal du være særlig opmærksom på tolkningen af reglerne for overarbejde. (Skal aftales hver gang).
Qeqqata Kommunia
Postboks 1014
3911 Sisimiut
Telefon: (+299) 70 21 00
Fax: (+299) 70 21 77
E-mail: qeqqata@qeqqata.gl
Website: www.qeqqata.gl
Økonomi og Personalestyrelsen (ASA)
Aqqusinersuaq 5
Postboks 1039
3900 Nuuk

Tlf: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 32 44 48
E-mail: asa@nanoq.gl