Pensionsordninger

Generelt 

Arbejdsmarkedet i Grønland består af en offentlig og en privat sektor. Arbejdsforholdene i begge sektorer er reguleret gennem lovgivningen. Offentligt ansattes ansættelsesvilkår er herudover også reguleret efter den overenskomst, den enkelte er ansat efter. Nedenstående gælder kun for offentligt ansatte.

Alle borgere har ret til alderspension, når de fylder 65 år.

Er du offentligt ansat, indbetaler du og din arbejdsgiver desuden til din pension ved hver lønudbetaling.

Dette betyder, at du, når du går på pension, både får den almindelige alderspension samt udbetaling fra din pensionskasse på baggrund af dine og din arbejdsgivers indbetalinger i løbet af din ansættelsesperiode.

Pensionsordninger 

Inden for den offentlige sektor er der 3 overordnede pensionsordninger:
• Tjenestemandspension
• Pension for månedslønnede
• Pension for SIK – time- og månedslønnede

Hvilken pensionsordning du hører ind under, afhænger af overenskomsten for det område, du er ansat i.

Pensionsbidrag 

Medmindre du er tjenestemand, betaler din arbejdsgiver hver måned et pensionsbidrag til din pensionskasse. Herudover skal du som regel også selv betale et pensionsbidrag. Normalt betaler din arbejdsgiver 2/3 af det samlede pensionsbidrag, mens du selv betaler 1/3.

Bidragets størrelse beregnes ud fra din løn. Det betyder, at jo mere du får i løn, jo mere får du i pension.

Du kan kontrollere om dit pensionsbidrag er korrekt ved at henvende dig til løn og personalekontoret eller din fagforening.

Pensionskasser 

Hvilken pensionskasse du er medlem af, er typisk bestemt i din overenskomst. Enkelte overenskomster giver dog mulighed for, at du selv kan vælge din pensionskasse. Når du går på pension vil din pensionskasse efterfølgende udbetale din pension.

Afskedigelse 

Bliver du afskediget fra dit arbejde kan det, afhængig af årsagen til opsigelsen, få betydning for størrelsen af din pension. Bliver du f.eks. afskediget fordi dit helbred gør, at du ikke kan varetage dit arbejde, kan din pension blive beregnet ud fra hvor meget din erhvervsevne er nedsat på grund af din sygdom.

Disse forhold vil fremgå af den aftale fagforeningen for området har indgået med pensionskassen.

Relaterede artikler

Qeqqata Kommunia
Postboks 1014
3911 Sisimiut
Telefon: (+299) 70 21 00
Fax: (+299) 70 21 77
E-mail: qeqqata@qeqqata.gl
Website: www.qeqqata.gl
Økonomi og Personalestyrelsen (ASA)
Aqqusinersuaq 5
Postboks 1039
3900 Nuuk

Tlf: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 32 44 48
E-mail: asa@nanoq.gl