Boligstøttehuse – Brand og stormforsikringer

Boligstøttehuse – Brand og stormforsikringer 

Et boligstøttehus er et hus, som er blevet bygget med midler fra boligstøtteordningen. Det vil sige, at husejeren har lånt penge fra Selvstyret til at bygge huset. Indtil lånet er nedskrevet eller betalt tilbage, har man derfor visse forpligtelser over for Selvstyret. INI administrerer boligstøtteordningen på vegne af Selvstyret. Det betyder, at det er INI, du har kontakten med som boligstøttehusejer.

Ejer du et boligstøttehus, har du pligt til at tegne en forsikring mod brand og storm. Forsikringen dækker:

  • Udbedring af brand- og stormskader i huset
  • Eventuel midlertidig indkvartering mens skaderne bliver udbedret, hvis det er nødvendigt. Du skal huske at meddele INI din midlertidige adresse


Forsikringen træder først i kraft, når du har betalt forsikringspræmien.


Ved brandskader
Hvis uheldet er ude og dit hus får brandskader, skal du omgående:

  • Sikre at huset ikke lider yderligere skade
  • Kontakte forsikringsselskabet og anmelde skaden


Herudover skal du kontakte INI, som skal have:

  • En kopi af forsikringsanmeldelsen
  • En kopi af brand- og politirapporten, hvis der er lavet en politirapport


Ved stormskader
Hvis dit hus får stormskader, skal du: 

  • Sikre at huset ikke lider yderligere skade. Vær opmærksom på, at stormen kan have beskadiget tagpap, vinduer eller andre bygningsdele
  • Kontakte forsikringsselskabet og anmelde skaden
  • Kontakte INI og oplyse om skadens omfang


Erstatning
Du skal altid kunne stille sikkerhed for dit boligstøttelån. Det gør du ved at have pant i huset. Da huset mister værdi, når det lider skade, kræver INI, at du, forsikringsselskabet og INI aftaler, hvilke skader forsikringen dækker.

Har dit hus kun fået mindre skader, skal du sikre, at skaden bliver udbedret hurtigst muligt, så pantesikkerheden ikke forringes.

Hvis dit hus brænder helt ned, skal du sikre, at der bliver bygget et nyt hus for erstatningen. Herefter er det nye hus sikkerhed for dit boligstøttelån.

Dækker forsikringen ikke alle udgifterne til opførelsen af det nye hus, skal du selv finansiere meromkostningerne. Du kan altså ikke låne yderligere penge af Selvstyret til at genopføre huset. Tilbyder forsikringsselskabet dig et andet hus i tilsvarende standard og størrelse, skal forsikringsselskabet garantere skriftligt over for dig og INI, at husets værdi giver rimelig pantesikkerhed for dit boligstøttelån.


Bemærk
Du skal fortsat betale de månedlige terminer for lånet – også mens skaderne på huset udbedres. Manglende betaling vil blive betragtet som misligholdelse. Misligholdelse medfører, at du skal betale hele restgælden, lånet samt eventuelle restancer straks.


Relaterede artikler

A/S INI
E-mail: ini@ini.gl
Telefon: 70 10 00
Fax: 86 57 00

Åbningstider
Mandag til fredag fra 08.00 - 16.00
Boligstøtte fra 10.00 - 14.00

Du kan ringe direkte til:
Lejeboliger: 70 10 00, tast 2 og tast 1
Boligstøttehuse 70 10 00, tast 2 og tast 2
Omstillingen 70 10 00, tast 2 og tast 9

Hjemmeside: www.ini.gl