Lån til forbedringer af boligstøttehuse – Ansøgning om

Lån til forbedringer af boligstøttehuse – Ansøgning om 

Et boligstøttehus er et hus, som er blevet bygget med midler fra boligstøtteordningen. Det vil sige, at husejeren har lånt penge fra Landskassen til at bygge huset. Indtil man har betalt hele lånet tilbage, har man derfor visse forpligtelser over for Selvstyret. INI administrerer boligstøtteordningen på vegne af Selvstyret. Det betyder, at det er INI, du har kontakten med som boligstøttehusejer.

Vil du udvide eller forbedre dit boligstøtte- eller selvbyggerhus, kan du søge om lån til at dække omkostningerne. Det kan f.eks. være til:

  • Centralvarmeanlæg
  • Helårsvandforsyning
  • Kloaktilslutning
  • Etablering af badeværelse
  • Efterisolering

Du kan ikke få lån til almindelige vedligeholdelsesarbejder og til luksusprægede installationer som f.eks.:

  • Maleristandsættelse
  • Udskiftning af gulvbelægninger
  • Indvendige døre
  • Hårde hvidevarer, SPA -bad o. lign.
  • Etablering af terrasse


Betingelser

Du kan kun få lån til udvidelser og forbedringer af dit hus, og såfremt der er afsat midler til formålet i finansloven.


For at kunne få et lån til forbedringer:

  • Skal din årlige husstandsindkomst være over 180.000 kr. Du kan også få lån, hvis din indkomst i den nærmeste fremtid vil overstige 180.000 kr. Herudover skal din indkomst være så stor, at du kan betale afdragene på lånet
  • Må du ikke have restancer for ydelserne på dit boligstøttelån
  • Må du ikke have restancer for andre boligrelaterede udgifter såsom el, vand, varme og renovation
  • Skal huset være forsikret mod storm og brand

Lånet må ikke være mindre end 25.000 kr.


Hvis du bor i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut eller Ilulissat, kan du som regel ikke få lån. Kun hvis lånet er absolut nødvendigt, f.eks. af hensyn til sikkerheden for dit boligstøttelån, kan du søge om lån.


Ansøgning

Er du interesseret i at få et lån til udvidelse eller forbedring af dit boligstøtte- eller selvbyggerhus, skal du udfylde en ansøgningsblanket. Den kan du finde her på siden under blanketter. På blanketten står der, hvad du skal lægge ved ansøgningen ud over:

  • Indkomstoplysninger
  • Tilbud fra en håndværker, som er godkendt af dig

Du skal aflevere eller sende ansøgningen og alle bilag til din lokale INI boligbutik. Du kan også henvende dig til boligbutikken for at få hjælp til at lave ansøgningen.


Bevilling

INI giver dig besked, hvis din ansøgning bliver godkendt. INI laver en kontrakt mellem dig og håndværkeren, som I begge skal underskrive og sende retur til INI.

Du er selv ansvarlig for at:

  • Føre tilsyn med arbejdet. Du kan også vælge en anden til at føre tilsyn med arbejdet på dine vegne. Udgifter til dette tilsyn kan tages med i det beløb, der søges om
  • Indhente byggetilladelse og arealtildeling fra kommunen
  • Meddele INI når arbejdet er færdigt

Når håndværkeren er færdig med arbejdet, laver han en regning, som du skal godkende og underskrive og sende til INI. Bagefter betaler INI håndværkeren på dine vegne og lægger bygge- og forbedringsomkostninger som et lån ud over dit eksisterende lån.

Relaterede artikler

A/S INI
E-mail: ini@ini.gl
Telefon: 70 10 00
Fax: 86 57 00

Åbningstider
Mandag til fredag fra 08.00 - 16.00
Boligstøtte fra 10.00 - 14.00

Du kan ringe direkte til:
Lejeboliger: 70 10 00, tast 2 og tast 1
Boligstøttehuse 70 10 00, tast 2 og tast 2
Omstillingen 70 10 00, tast 2 og tast 9

Hjemmeside: www.ini.gl