Fraflytning fra lejebolig administreret af INI – Almindeligt slid eller mislighold

Fraflytning fra lejebolig administreret af INI – Almindeligt slid eller mislighold 

En lejebolig, der er administreret af INI er en offentlig lejebolig, som enten er ejet af Selvstyret eller af en kommune. Det vil sige, at INI tager sig af det praktiske omkring boligen på vegne af boligens ejer, det kan f.eks. være at afregne udgifterne til at istandsætte den, når du flytter.

Når du flytter fra din bolig, skal den synes af INI, som laver et regnskab, for hvad der skal laves på boligen og hvor meget du skal betale. Der skelnes i den forbindelse imellem almindeligt slid og ælde og mislighold og hærværk.


Almindeligt slid og ælde
Selvfølgelig sker der almindelig slid og ælde af en bolig. Derfor betaler din boligafdeling en del af dine udgifter til normalistandsættelsen.

For hver måned du har boet i lejligheden, betaler boligafdelingen 1 % af udgifterne til normalistandsættelsen. Har du f.eks. boet 2½ år (30 måneder) i din bolig, betaler boligafdelingen 30 % af de udgifter, som vedrører normalistandsættelsen. Hvis du selv istandsætter boligen, får du 30 % fradrag på de materialer, som du har købt til at istandsætte lejligheden. Det kan f.eks. være:
  • Pensler
  • Maling

Har du boet i din bolig i 100 måneder, betaler boligafdelingen 100 % af udgifterne til normalistandsættelsen, og du skal så kun betale for f.eks.
  • Huslejerestancer
  • Mislighold og hærværk

Mislighold og hærværk i boligen
Du er ansvarlig for indvendig vedligehold af din bolig, mens du bor der. Det betyder, at du selv skal betale for at istandsætte de skader, der er opstået på grund af:
  • Mislighold
  • Hærværk

Mislighold og hærværk kan f.eks. være:
  • Ødelagt dør
  • Ødelagt køkkenskab i forbindelse med montering af opvaskemaskine
  • Tilkalket toilet
  • Vandskadet gulv på grund af utæt akvarium

Du er også ansvarlig for dine gæsters handlinger i boligen.


Bemærk
Du er ansvarlig for mislighold og hærværk, som andre laver, mens du stadig bor i boligen. Hvis dit barn f.eks. ved et uheld smadrer en rude, skal du selv betale for at få skaden udbedret.

Relaterede artikler

INI A/S
E-mail: ini@ini.gl
Telefon: 70 10 00
Fax: 86 57 00

Åbningstider
Mandag til fredag fra 08.00 - 16.00
Boligstøtte fra 10.00 - 14.00

Du kan ringe direkte til:
Lejeboliger: 70 10 00, tast 2 og tast 1
Boligstøttehuse 70 10 00, tast 2 og tast 2
Omstillingen 70 10 00, tast 2 og tast 9

Hjemmeside: www.ini.gl