Adoption

Generelt 

Når man adopterer et barn, tager man juridisk barnet til sig, som sit eget barn.

Det betyder blandt andet, at:
  • Barnet arver og arves af adoptanterne, og som udgangspunkt ikke længere de biologiske forældre
  • De biologiske forældre ikke længere har pligt til at forsørge barnet. Derimod får adoptanterne pligt til at forsørge barnet
  • Adoptanterne får forældremyndigheden over barnet
  • Barnet får ret til at bære adoptanternes efternavn

Former for adoptioner 

Der findes 3 former for adoptioner:
  • Stedbarnsadoptioner, hvor ansøger adopterer sin nuværende eller tidligere ægtefælles (eller registrerede partners) barn eller adoptivbarn
  • Familieadoptioner, hvor der er en kvalificeret familiemæssig tilknytning mellem ansøger og barn. Som regel skal barnet enten være ansøgerens barnebarn, søskende eller nevø/niece. Der er som udgangspunkt også tale om en familieadoption, hvis du ansøger om at adoptere dit plejebarn, når du har haft barnet i pleje i 3 år
  • Fremmedadoptioner, hvor der ikke er en kvalificeret familiemæssig eller anden tilknytning imellem barn og ansøger

Der kan også ske adoption af voksne.

Det er vigtigt, at du sætter dig ind i hvilken form for adoption, du vil søge, inden du søger.

Læs mere om de forskellige former for adoption på Rigsombudsmandens hjemmeside

Betingelser 

Der gælder en række betingelser for, at man kan få lov til at adoptere.

Se betingelserne på Rigsombudsmandens hjemmeside

Ansøgning 

Vil du søge om adoption, skal du udfylde et ansøgningsskema. Hvilket ansøgningsskema, der skal bruges, afhænger af, hvilken form for adoption, der er tale om.

Du kan finde ansøgningsskemaerne på Rigsombudsmandens hjemmeside

Du kan også hente ansøgningsskemaerne hos Rigsombudsmanden i Grønland eller hos politiet uden for Nuuk.

Sammen med ansøgningen skal du vedlægge alle de nødvendige dokumenter. Det fremgår af ansøgningsskemaet, hvilke dokumenter du skal vedlægge. Rigsombuddet kan ikke behandle din sag, hvis du ikke har vedlagt alle de rigtige dokumenter.

Du skal sende eller aflevere ansøgning samt de nødvendige dokumenter til Rigsombudsmanden i Grønland eller til politiet uden for Nuuk.

Procedure 

Du skal være opmærksom på, at behandlingen af din adoptionssag kan tage meget lang tid. Specielt afklaring af faderskabsspørgsmål og indhentelse af oplysninger fra kommunerne kan gøre sagsbehandlingstiden lang.

Hvordan Rigsombudsmanden i Grønland behandler din sag, afhænger af hvilken form for adoption, der er tale om.

Læs mere om sagsbehandlingen på Rigsombudsmandens hjemmeside

Bliver din ansøgning godkendt, får du en adoptionsbevilling, hvorefter det adopterede barn juridisk set stilles som var det dit biologiske barn. Hvis du har ansøgt om godkendelse som adoptant, skal du godkendes som adoptant, før adoptionssagen behandles.

Klage 

Hvis sagsbehandleren vurderer, at betingelserne ikke er opfyldt, får du et afslag.

Du kan klage over afslaget til Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen. Nogle afslag kan du klage over til Adoptionsnævnet. Det vil stå i afslaget, hvem du kan klage over afslaget til.
Qeqqata Kommunia
Postboks 1014
3911 Sisimiut
Telefon: (+299) 70 21 00
Fax: (+299) 70 21 77
E-mail: qeqqata@qeqqata.gl
Website: www.qeqqata.gl
Hovedstation Sisimiut
Postboks 110
3911 Sisimiut

Telefon: (+299) 70 13 22
Fax: (+299) 86 57 78
Mobil: (+299) 52 77 48
E-mail: sisimiut@politi.gl
Rigsombudsmanden i Grønland
Indaleeqqap Aqq. 3
Postboks 1030
3900 Nuuk

Telefon: (+299) 32 10 01
E-mail: ro@gl.stm.dk
Hjemmeside: www.rigsombudsmanden.gl