Skolestart

Generelt 

Fra 1. august i det år hvor dit barn fylder 6 år, har du som forælder pligt til at sørge for, at dit barn får undervisning. Som forælder vil du automatisk få et brev fra din kommune om, hvornår og hvor du skal skrive dit barn ind i skole.

Dit barn har ikke mulighed for at starte i skole før det kalenderår, hvor det fylder 6 år. Du kan dog, i samarbejde med fagpersoner, f.eks. pædagogerne i dit barns børnehave, vælge at få udsat dit barns skolegang. Det kan ske, hvis der er blevet lavet en skoleparathedstest, der viser, at dit barn ikke er parat til at starte i skole.

I byer hvor der er mere end en skole, kan du som forælder ønske, hvilken skole og hvilken klasse dit barn skal gå i. Afgørelsen ligger dog hos skolens personale i samarbejde med det pædagogiske personale, f.eks. i dit barns børnehave.

Det er gratis at gå i folkeskole. På nogle skoler er der mulighed for at få skolemad.

Skoleparathedstest 

Alle børn, der er omkring 5 år gamle, uanset om de er i børnehave eller hjemme, bliver tilbudt at få en skoleparathedstest. Det er en form for undersøgelse, der skal vise om barnet er klar til at begynde i skole.

Testen undersøger bl.a. barnets:
  • Sprog
  • Forståelse for tal
  • Hukommelse
  • Måde at lære på

Det kan være en pædagog fra barnets børnehave eller en rådgivningslærer, der laver testen med barnet. Barnet bliver kun testet en gang.

Viser testen at et barn har svært ved nogle af de ting, det gerne skulle kunne, eller at barnet har særlige behov, vil der starte et samarbejde op omkring at løse vanskelighederne, inden barnet skal starte i skole. Forældre kan også selv eller i samarbejde med fageksperter vælge, at deres barn skal vente et år med at begynde i skole.

Selv om et barn er fyldt 6 år, betyder det ikke altid, at barnet er parat til at begynde i skole. Det kan give et barn store problemer at blive tvunget i skole, hvis det ikke er parat.

Indskrivningsforløb 

Selve indskrivningen foregår som en samtale, hvor en lærer spørger dit barn om f.eks. dets navn, alder og familie. Du er som forælder selvfølgelig med i samtalen.

Du skal huske, at have dit barns dåbsattest eller navneattest med til samtalen.

Der er ingen krav til, hvad dit barn skal kunne for at begynde i skole. Men de personer, der er omkring dig og dit barn, kan sammen vurdere om dit barn er parat til at begynde i skole.

Når alle børnene er skrevet ind, bliver de kommende elever delt op i klasser.

Skolebesøg 

Inden sommerferien får du et brev om, hvor dit barn skal gå i skole, og alle de nye elever bliver inviteret til at besøge skolen. Nogle skoler beder ved denne lejlighed forældrene om at udfylde papirer med personlige oplysninger om f.eks.:
  • Navn, adresse og cpr.nr.
  • Hvem der har forældremyndigheden

Skolestart 

Skoleåret starter officielt den 1. august. De enkelte kommuner bestemmer den præcise dato for, hvornår de enkelte skoler har 1. skoledag. Det bliver også meddelt i lokalaviser, lokalradioer, opslag og per brev.

Pasning 

På nogle skoler kan du få dit barn passet før og efter skoletid. Når dit barn bliver skrevet ind, kan du spørge hvilke muligheder der er for at få dit barn passet, og om eller hvor meget du skal betale for det.

Familie- og Uddannelsesforvaltning

Makkorsip aqq. 2,
Postboks 1014
3911 Sisimiut
Telefon.: 702100