Beskyttelse af design

Beskyttelse af design 

En registreret designbeskyttelse giver eneret til et produkts formgivning og udseende og beskytter mod andres efterligninger og misbrug. Med en designregistrering i hånden kan du altså forbyde andre at udnytte designet erhvervsmæssigt, uanset hvilket produkt designet anvendes på. Beskyttelsen gælder fra den dag du indgiver din ansøgning.

Designbeskyttelsen dækker et produkts formgivning og udseende. Produkter, der kan beskyttes efter designloven, kan f.eks. være maskiner, emballager, møbler, tøj, legetøj, værktøj, fødevarer, skærmbilleder på en computer, ikoner og skrifttyper. Du kan også opnå designbeskyttelse til en del af et produkt, som f.eks. et bordben, og til dekorationsmotiver (ornamenter), som f.eks. mønstrene på tekstiler, tapeter og beklædning.


Krav
For at du kan få et produkt designbeskyttet, skal designet
  • være nyt
  • og have en individuel karakter

Ansøgning
Ønsker du at beskytte dit produkts design i Danmark, skal du søge designbeskyttelse hos Patent-og Varemærkestyrelsen i Danmark. Du kan søge om designbeskyttelse online på styrelsens hjemmeside – www.dkpto.dk. Her kan du også finde ansøgningsblanketter, hvis du ikke vil ansøge online.

Patent- og Varemærkestyrelsen undersøger en række formalia, inden designet registreres og offentliggøres. Hvis du ønsker en mere tilbundsgående undersøgelse, inden dit design registreres, kan du anmode styrelsen om at foretage en supplerende forundersøgelse. Her undersøges blandt andet ligheden imellem dit og ældre designs.

Du kan registrere dit design i perioder på 5 år ad gangen. Dit design kan højest beskyttes i 25 år. Produktdele kan dog kun beskyttes i op til 15 år.


Designbeskyttelse i udlandet
Vil du beskytte dit design i et eller flere EU-lande, kan du nøjes med at lave en enkelt ansøgning, som gælder for alle EU-landene. Reglerne er stort set de samme som for en dansk ansøgning.

Du kan enten sende din ansøgning til EU's Varemærke- og Designkontor i Spanien, OHIM, eller sende den til Patent- og Varemærkestyrelsen, som videresender den.

Vil du søge om designbeskyttelse i det øvrige udland, skal du indlevere din ansøgning i det pågældende land.


Bemærk
Software kan generelt set kun beskyttes efter ophavsretsloven. Skærmbilleder og ikoner kan som eneste softwareelementer beskyttes efter designloven.


Yderligere oplysninger
Du kan læse mere om beskyttelse af design på Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.

Relaterede artikler

Qeqqata Kommunia
Postboks 1014
3911 Sisimiut
Telefon: (+299) 70 21 00
Fax: (+299) 70 21 77
E-mail: qeqqata@qeqqata.gl
Website: www.qeqqata.gl