Forvaltningsplan for Kangerlussuaq

Forvaltningsplanen for Kangerlussuaq-området er blevet en realitet. Forvaltningsplanen dækker et område fra nord for Kangerlussuaq ind mod Indlandsisen, og er afgrænset mod syd af Sukkertoppen iskappe
14. juli 2010

Forvaltningsplanen for Kangerlussuaq-området er blevet en realitet. Forvaltningsplanen dækker et område fra nord for Kangerlussuaq ind mod Indlandsisen, og er afgrænset mod syd af Sukkertoppen iskappe. Den er blevet udarbejdet i samarbejde med de berørte aktører, deriblandt Styrelsen for Fiskeri, Fangst og Landbrug, Qeqqata Kommunia, Grønlands Turist- og Erhvervsråd samt KNAPK. Vi, fra Departement for Indenrigsanliggender, Natur og Miljø, er glade for det engagement der har været fra lokal side for at få forvaltningsplanen realiseret.

Forvaltningsplanen skal skabe rammer for eksisterende aktiviteter og nye muligheder for udvikling i og omkring Kangerlussuaq ved en koordineret og helhedsorienteret plan. Målet med forvaltningsplanen er således, at beskytte natur-, landskabs- og kulturværdier og samtidig give mulighed for at aktiviteter som fangst, turisme, fiskeri og anden erhvervsudøvelse kan udvikle sig.

Brugen af området er koncentreret omkring Kangerlussuaq. Den sydlige del af området udgør et sammenhængende moskusjagtområde.

Mange interessenter har aktiviteter i Kangerlussuaq-området. Forvaltningsplanen inddeler området i 3 overordnede områder. 1) Et område nord for Kangerlussuaq hvor naturinteresser vægter højest. Her findes et RAMSAR-område, som er et internationalt vigtigt vådområde for fugle (gæs), samt et kælvningsområde for rensdyr. 2) En zone omkring Kangerlussuaq og ind til indlandsisen hvor turisme interesser er prioriteret. Her er derfor jagtforbud for at give mulighed for moskusokse safarier, og 3) et sydligt område hvor jagtinteresser er dominerende. Her er store bestande af rensdyr og moskus. Dette område indeholder dog også det fredede område Arnangarnup Qoorua ligesom der foregår efterforskning af råstoffer.

Der er mange fortidsminder, som vidner om århundreders rensdyrjagt i området. En del af forvaltningsområdet er på baggrund af de mange fortidsminder optaget på den tentative liste over mulige fremtidige verdensarvsområder under UNESCO. Søen Tasersiaq skal måske opdæmmes i forbindelse med ALCOA’s aluminiumsprojekt.

Læs Forvalningsplan for Kangerlussuaq her