Qeqqata_Kommunias_budget_2011_2014

Qeqqata kommunalbestyrelse har trods økonomisk krise fastholdt de langsigtede mål med styring af kommunen.
15. december 2010

Qeqqata kommunalbestyrelse har trods økonomisk krise fastholdt de langsigtede mål med styring af kommunen.

Qeqqata kommunalbestyrelse prioriterer fortsat en stram økonomisk styring af driften, således at der er økonomi til samtidigt at have et stort anlægsbudget og lave takster på især daginstitutionsområdet.

Qeqqata kommunalbestyrelse finder det endvidere vigtigt, at den kommunale skatteprocent fastholdes på det laveste niveau blandt de grønlandske kommuner.

Her på siderne kan du se, hvor kommunen overordnet får sin indtægter fra og hvorledes de bruges. Desuden kan du se hvilke udfordringer vi står over for, og hvordan de væsentligste takster bliver.

  

Qeqqata Kommunia er ramt af den økonomiske krise:

Færre arbejdspladser
Selvstyret, Staten og det private erhvervsliv har lukket eller er ved at lukke arbejdspladser. Således lukkede olivinminen i Fiskefjorden ved Atammik med udgangen af 2009, vandkraftværket ved Sisimiut blev færdigt i starten af 2010, efterskolen i Kangerlussuaq lukkede i sommeren 2010, anstalten i Kangerlussuaq lukker ved udgangen af 2010 og Royal Greenlands fabrik i forbindelse med en opgradering i starten af 2011 må nedjustere antallet af ansatte.

Færre indtægter 
De færre arbejdspladser giver naturligt nok færre skatteindtægter. Og da Selvstyret samtidigt skærer uretmæssigt ned på bloktilskuddet, så falder indtægterne betydeligt i Qeqqata Kommunia i 2011 og overslagsårene. Det nuværende budget har et underskud på 41 mio. kr. og hænger kun sammen, fordi Qeqqata Kommunia har en kassebeholdning at tære på.

5% besparelser
Men den positive kassebeholdning ser en ende i løbet af 2011, så derfor er alle udvalg blevet bedt om at finde forslag til 5% besparelser på driften inden årets udgang. Disse forslag forventes gennemgået administrativt i januar og endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen i februar.
Det er kommunalbestyrelsens forventning, at disse besparelser så vidt mulig undgås at ramme befolkningen. 
 

Udvalgte takster fra Qeqqata Kommunias takstblad.