Stor interesse for oliekonference i Sisimiut

Oplægsholdere og deltagere fra den arktiske olieverden udviser stor interesse for oliekonferencen i Sisimiut d. 30. april-1. maj. Vi er næsten på plads med et meget spændende program for konferencen, oplyser Råstofskolens inspektør, Hans Hinrichsen.
17. marts 2011

Oplægsholdere og deltagere fra den arktiske olieverden udviser stor interesse for oliekonferencen i Sisimiut d. 30. april-1. maj. Vi er næsten på plads med et meget spændende program for konferencen, oplyser Råstofskolens inspektør, Hans Hinrichsen.

Blandt oplægsholderne er det internationale miljøfirma Golder’s leder Mark Musial i Alaska, der vil fortælle om miljø-, sikkerheds- og logistikerfaringerne fra olieproduktion i Alaska. Fra Finnmarken i det nordligste Norge kommer Lisbeth Sandtrøen, fylkemedlem og rektor på Finnmarkens tekniske skole, med et indlæg om, hvordan det nordlige Norge nu også er kommet i gang med olie/gasproduktion, og hvad Grønland kan lære derfra. Der bliver også andre oplæg fra Norge, herunder erfaringer fra Stavanger, meddeler Hans Hinrichsen.

Endnu tættere på Grønland bliver der flere oplæg fra Canada om erfaringerne ud for Newfoundland. Fra ARTEK/DTU kommer den nyudnævnte post doctor Janne Fritt-Rasmussen og fortæller om hendes nyeste forskning om olieberedskab og afbrænding af oliespild i Arktis. Desuden har en række oplægsholdere med erfaringer fra olieproduktion i Danmark og olieefterforskning i Grønland meldt deres ankomst. Blandt andet disse års primære olieefterforskningsoperatør i Grønland Cairn, mens andre olieselskaber blot nøjes med at høre på.

Hans Hinrichsen er også glad for, at flere Naalakkersuisut ønsker at holde oplæg indenfor deres fagområder. Dermed opnår vi konferencens hovedformål, nemlig at få delt erfaringer indenfor samfundsopbygning, uddannelse, sundhed, sikkerhed, miljø, infrastruktur og logistik imellem de arktiske nabolande og imellem politikere og oliebranchen.

Sidst men ikke mindst vil uddannelsesministrene fra Newfoundland og Grønland få mulighed for at mødes og forhåbentlig underskrive en samarbejdsaftale, oplyser Råstofskolens inspektør, der også gør opmærksom på, at man stadig kan tilmelde sig til konferencen på www.offshoregreenland.com