En sammenhængende arktisk kommando i Sisimiut og Kangerlussuaq

Borgmester Hermann Berthelsen støtter op om forslaget fra Kommune Kujalleq om, at få formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist til at undersøge alle gode muligheder for en placering af Arktisk Kommando. Qeqqata Kommunia ser frem til at formanden for Naalakkersuisut ligesom Forsvarsministeren får set på forholdene for en sammenhængende Arktisk Kommando i Sisimiut og Kangerlussuaq.

16. maj 2011

Borgmester Hermann Berthelsen støtter op om forslaget fra Kommune Kujalleq om, at få formanden for Naalakkersuisut Kuupik Kleist til at undersøge alle gode muligheder for en placering af Arktisk Kommando. Qeqqata Kommunia ser frem til at formanden for Naalakkersuisut ligesom Forsvarsministeren får set på forholdene for en sammenhængende Arktisk Kommando i Sisimiut og Kangerlussuaq.

Ifølge Hermann Berthelsen må målet for ethvert forsvar i verden være et sammenhængende forsvar for flyvevåbnet, søværnet og hæren. Og det kan lade sig gøre i Sisimiut og Kangerlussuaq.

Flyvevåbnet kan i Nordatlanten ikke få bedre forhold end de eksisterende forhold, som de har i Kangerlussuaq. Ingen andre steder i vores del af verden vil de få så høj regularitet kombineret med så lang en landingsbane.

Hæren kan ligeledes ikke få bedre muligheder end Sisimiut-Kangerlussuaq området, som jo om sommeren er et yndet vandreområde, og om vinteren benyttes af skiløbere, hundeslæde- og snescooterkørere. For Sirius patruljen kan vejadgangen til Indlandsisen fra Kangerlussuaq året rundt også anvendes til øvelser m.m.

Et udgangspunkt ved det store landområde mellem Sisimiut og Kangerlussuaq giver oplagte muligheder for at flere grønlændere kan optages i forsvaret. For i dette landområde med mange hundeslæder og snescootere kan der tages udgangspunkt i de kompetencer, som vi som bosiddende i Grønland har fået ind med modermælken. Det er vel også kun naturligt for et selvbåren Grønland, at vi i større grad bidrager til forsvaret af vores egne landområder, siger borgmester Hermann Bertelsen

For søværnet må åbenvandshavnen i Sisimiut være perfekt. Denne havn ligger nordligst i åbenvandsområdet, og dermed tættest på Nordvestpassagen og oliefelterne ved Disko samt Nordpolen. Desuden er åbenvandshavnen i Sisimiut tættest på landets krydstogtskibscentrum i Ilulissat, så Sisimiut er et oplagt valg for søværnet, der således vil være i umiddelbar nærhed på et eventuelt krydstogtskibsuheld.

Samlet set er Sisimiut-Kangerlussuaq et naturligt valg, når Rigsfælleskabets Forsvarskommando i nær fremtid skal tage stilling til placeringen af søværnet og en arktisk indsatsstyrke. Qeqqata Kommunia forventer, at formanden for Naalakkersuisut og Forsvarsministeren minimum undersøger et sådan valg af Sisimiut og Kangerlussuaq som en sammenhængende Arktisk Kommando, slutter Hermann Berthelsen.