Pressemeddelelse Udvikling af infrastrukturen i hele landet

Formanden for Naalakkersuisut kritiserer i sin åbningstale til efterårssamlingen, at vi af gammel vane stadig benytter lufthavnene i indlandet, der blev anlagt af amerikanerne under 2. verdenskrig. Jeg finder det ærgerligt, at formanden for Naalakkersuisut kritiserer vores gode sikre lufthavne, og ikke i stedet taler om at udvikle infrastrukturen i hele landet
22. september 2011

Formanden for Naalakkersuisut kritiserer i sin åbningstale til efterårssamlingen, at vi af gammel vane stadig benytter lufthavnene i indlandet, der blev anlagt af amerikanerne under 2. verdenskrig. Jeg finder det ærgerligt, at formanden for Naalakkersuisut kritiserer vores gode sikre lufthavne, og ikke i stedet taler om at udvikle infrastrukturen i hele landet.

Vores land er blevet påvirket af udefrakommende, og det har den effekt, at vores borgere bl.a. nu bor i byer og bygder anlagt af norske og danske missionærer for flere hundrede år siden og i bygder anlagt af amerikanske lufthavnseksperter for 70 år siden. Lad os nu udnytte de fordele, som denne struktur har medført frem for at kritisere den.

Lufthavnene i indlandet giver os mulighed for at udnytte indlandets ressourcer, hvilket kan gøre os mindre afhængig af fiskeriet. Vi har som land levet godt af fiskeriet, men tiden er også kommet til at udnytte landets andre ressourcer. I Qeqqata Kommunia har vi derfor sat os det mål, at ”vi vil skabe rammerne for en bedre udnyttelse af det åbne lands muligheder”. Det håber vi, at Naalakkersuisut vil være med til.

Kangerlussuaq ligger godt placeret ved landets største bestand af moskusokser og rensdyr, som vi bør udnytte bedre i fremtiden.

Kangerlussuaq har vejadgang til Indlandsisen, som forskere fra hele verden besøger uden at vi som land får nok ud af det.

Kangerlussuaq ligger tæt på Indlandsisen, som turister flokkes til, men de kunne lægge endnu flere penge, hvis der kom nye hoteller m.m.

Kangerlussuaq området rummer et hav af mineraler, herunder sjældne jordarter og diamanter, som hele verden er interesseret i.

Kangerlussuaq ligger tættest på de største vandkraftressourcer i dette land, som vi endnu ikke har formået at udnytte.

Vi bør udvikle Kangerlussuaq og udnytte de mange muligheder omkring Kangerlussuaq. Det håber jeg, at Naalakkersuisut vil være med til frem for at fortsætte deres skræmmekampagne. En skræmmekampagne der skaber usikkerhed om Kangerlussuaqs fremtiden og skræmmer investorer væk.

Jeg vil benytte anledningen til at invitere formanden for Naalakkersuisut og hele Naalakkersuisut for den sags skyld til Kangerlussuaq, så de kan se de store muligheder i området. Jeg håber, at det kan blive starten på, at Naalakkersuisut vil udvikle indlandets ressourcer og forhåbentlig infrastrukturen i hele landet.

Af borgmester Hermann Berthelsen