Lions_Club_sponsorerer_motionskort_til_borgere_med_vidtgaaende_handicap

Borgere med vidtgående handicap i Sisimiut kan se frem til nogle måneder med motion og træning på programmet. Danske Lionsklubbers Grønlandsfond har nemlig imødekommet en ansøgning fra handicapafdelingen i Sisimiut om køb af 10 halvårskort til motionscenteret i byen.
7. februar 2012

Lions Club har fundet projektet ”særdeles støtteværdigt” og har derfor indbetalt de 15.000 kroner til køb af motionskortene.

Støttecenteret Pisoq kommer til at stå for administrationen af kortene, så borgerne med handicap derigennem kan booke en tid til træning, når det passer ind i den enkeltes hverdag.

I kommunens handicapafdeling i Sisimiut håber man, at den lettere adgang til motionscenteret kan gavne på flere fronter. Dels kan træningen forebygge livsstilssygdomme og forbedre borgernes fysiske helbred. Dels kan den give borgerne med handicap en mulighed for at træne i motionscenteret på lige fod med andre borgere, og dermed også medvirke til at nedbryde tabuer og holdninger til borgerne med handicap.

Pisoq kan kontaktes på Tlf. 86 44 60, mellem kl. 09.00-16.00 på hverdage.