Pressemeddelelse: Flot arbejde af borgerne i Sisimiut

I juni måned blev bybilledet i Sisimiut tilføjet seksten nye affaldscontainere – otte til dåser og otte til flasker. Cirka to måneder efter er de første containere allerede fyldt.
27. august 2012

I juni måned blev bybilledet i Sisimiut tilføjet seksten nye affaldscontainere – otte til dåser og otte til flasker. Cirka to måneder efter er de første containere allerede fyldt.

Som et vigtigt led i forbedringen af hele affaldssorteringen i Sisimiut, indledte kommunen og A/S INI i foråret et samarbejde omkring indkøb af containere til dåser og glas. 
Affaldscontainerne blev i juni måned sat op ved indkøbsmuligheder og ved forskellige boligkvarterer i byen. Ved starten af august blev de første fire fyldte containere tømt – og det er et flot resultat.

Formand for kommunens Teknik- og Miljøudvalg roser borgerne for at have taget de nye containere til sig: 
”Vi har netop afsluttet tre dages seminar omkring bæredygtighed her i Sisimiut. Og her blev der talt rigtig meget om, at bæredygtighed blandt andet handler om, at vi alle tager ansvar for vores fælles fremtid. 
Fire fyldte affaldscontainere på to måneder viser, at mange borgere i Sisimiut er helt klar til at tage ansvaret for miljøet på sig. En holdning, jeg også fornemmede blandt borgerne på borgermødet efter vores seminar. Det er jeg som formand for Teknik- og Miljøudvalget selvfølgelig både stolt af og meget glad for”, siger Hans Frederik Olsen.

Stadig plads til forbedringer
Der er dog stadig plads til forbedringer. Nogle steder i byen bliver containerne endnu ikke brugt, eller også smider folk andet affald i dem. Derfor vil kommunen og INI hen over efteråret styrke informationen omkring brugen af containerne, blandt andet ved at kontakte skolerne i byen, så børn og unge bliver bevidste om containerne og affald.

Yderligere information
Kontakt driftsleder ved Qeqqata Kommunia, Sisimiut, Jacob Lundgaard tlf: 52 57 80 for yderligere information omkring affaldshåndtering.