Pressemeddelelse: Borgerne på banen omkring bæredygtighed

Nu får borgerne i Qeqqata Kommunia muligheden for at få endnu mere at vide om kommunens bæredygtighedsprojekt og selv komme på banen med deres idéer og tanker om bæredygtighed. Det sker, når projektledere i Sisimiut og Maniitsoq gennem de næste par måneder vil spørge borgerne om deres ønsker og tanker om det bæredygtige arktiske samfund 2020.
26. november 2012

Nu får borgerne i Qeqqata Kommunia muligheden for at få endnu mere at vide om kommunens bæredygtighedsprojekt og selv komme på banen med deres idéer og tanker om bæredygtighed. Det sker, når projektledere i Sisimiut og Maniitsoq gennem de næste par måneder vil spørge borgerne om deres ønsker og tanker om det bæredygtige arktiske samfund 2020.

Borgerinddragelsen bliver ikke nødvendigvis som traditionelle borgermøder, men måske også i den mere kreative genre. De forskellige arrangementer vil have fokus på henholdsvis det sociale område, uddannelsesområdet og miljøområdet. 
Borgmester i Qeqqata Kommunia Hermann Berthelsen glæder sig til at få borgerne på banen:
- Bæredygtighed som vi arbejder med det i Qeqqata Kommunia handler om meget mere end miljø. Hvis vi for alvor ønsker, at kommunen skal blive Bæredygtig i 2020, så må vi tænke mere bredt og også styrke det sociale og uddannelsesmæssige område. Et bedre samfund kræver, at vi alle løfter i flok og tager ansvar. Og derfor er det vigtigt, at vi inviterer borgerne til dialog om vores projekt, siger han. 

Hop om bord på debatbussen 
Første invitation bliver til et arrangement i Sisimiut onsdag d. 28. november mellem kl. 12-18. Her bliver borgere, virksomheder og institutioner inviteret inden for i den såkaldte ”Debatbus” til en snak om, hvordan vi skaber et mere socialt ansvarligt samfund Med i bussen er både embedsmænd, der til daglig arbejder med projekter på det sociale område og politikere. 
Næstformand i kommunens Familieudvalg Alfred Olsen siger - Formålet med debatbussen er at høre, hvad borgerne mener der skal til for at skabe et mere socialt ansvarligt samfund. Men for at kunne det, må vi ud hvor borgerne er, og her opstod idéen med debatbussen. Vi vil køre rundt i hele byen og stoppe i nærheden af skoler og institutioner, butikker og ved boligområderne. Jeg glæder mig rigtig meget til at høre, hvad borgerne tænker om vores projekt og muligheden for at løfte den sociale ansvarlighed i vores kommune, siger han. 
Projekterne, der arbejder med den sociale del af bæredygtighed, omhandler så forskellige ting, som at skabe et rummeligt og socialt ansvarligt erhvervsliv i kommunen, at forebygge og minimere negative faktorer som seksuelle krænkelser, selvmord og alkohol- og hashmisbrug, men det betyder også at skabe mulighed for og understøtte et varieret og aktivt forenings -og sportsliv i kommunen. 

Baggrund
Qeqqata Kommunia har siden sommeren 2012 samarbejdet med Villumfonden i forhold til at ansøge midler på omkring 150-200 mio. kr., der skal støtte projekter, der arbejder for, at kommunen bliver et bæredygtigt arktisk samfund i 2020. Der er ind til videre 32 delprojekter, der omhandler bæredygtighed i uddannelses-, social- og miljømæssig forstand. Disse projekter går på tværs af administrationen, erhvervslivet og institutioner.