Støtte til borgernes bæredygtige projekter

For anden gang har Qeqqata Kommunia uddelt midler fra den nystartede Bæredygtighedspulje, som kommunen oprettede i forbindelsen med starten på Bæredygtig 2020.
18. juni 2013

For anden gang har Qeqqata Kommunia uddelt midler fra den nystartede Bæredygtighedspulje, som kommunen oprettede i forbindelsen med starten på Bæredygtig 2020.

Denne gang har i alt 5 projekter modtaget støtte til så vidt forskellige tilgange til bæredygtighed som en Food Festival i Sisimiut, En kor-workshop for børn og unge i Sarfannguaq og Itilleq, samt forskellige fritidsaktiviteter for børn og unge i Kangaamiut.

I alt har kommunen uddelt 75.000 kr. til de 5 projekter.

Hensigten med bæredygtighedspuljen er netop at støtte de borgere, der på frivilligt initiativ opstarter bæredygtige projekter til gavn for deres medborgere i kommunen.

-Det selvstændige initiativ og borgerinddragelsen er en utrolig vigtig del af vores arbejde hen imod at gøre Qeqqata Kommunia til en bæredygtig kommune. Derfor er det meget dejligt at se, at de bæredygtige tanker lever i bedste velgående hos borgerne, siger borgmester Hermann Berthelsen.

At midlerne fra bæredygtighedspuljen gør gavn, kan allerede ses rundt omkring på skoler og daginstitutioner i Sisimiut. I efteråret 2012 uddelte kommunen bl.a. midler til et privat bæredygtighedsprojekt omkring mistbænke til dyrkning af forskellige grønsager i sommerhalvåret.

Mistbænkene er bygget af tømrerlærlinge på Sanaartornermik Ilinniarfik og gennem foråret har næsten alle daginstitutioner, folkeskoler og specialskolen fået uddelt mistbænkene til dyrkning af fx radiser, salater, persille, dild, gulerødder og ærter.

Nu er det op til børn, forældre, pædagoger og lærere at fylde mistbænkene med jord og starte dyrkningen. Men den private projektleder Laasi Kristiansen står stadig klar med en hjælpende hånd.

- Gennem de sidste uger har jeg hjulpet med at fylde jord i mistbænkene i nogle af institutionerne. Og jeg kan se, at flere får brug for lidt hjælp og støtte til projektet. Det gør jeg selvfølgelig gerne.

Jeg ved, at der i nogle institutioner er planer om et grillarrangement i august måned, hvor vi kan spise hjemmedyrkede grønsager og grønlandsk mad. Det er da bæredygtigt!