Pressemeddelelse: Til gavn for Grønland – hvad med aluminiumssmelteren ved Maniitsoq?

Fra Qeqqata Kommunias side har vi med stor interesse læst ”TIL GAVN FOR GRØNLAND” som udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands naturressourcer har publiceret for nylig med professor Minik Rosing i spidsen. Udvalget som består af en række forskere med særlig viden har givet bud på et helhedsbillede af råstofområdet og bl.a. hvordan Grønland kan drage optimal nytte af de naturressourcer vi har i Grønland.
4. februar 2014

Af borgmester Hermann Berthelsen og råstof- og infrastrukturudvalgsformand Gedion Lyberth

Fra Qeqqata Kommunias side har vi med stor interesse læst ”TIL GAVN FOR GRØNLAND” som udvalget for samfundsgavnlig udnyttelse af Grønlands naturressourcer har publiceret for nylig med professor Minik Rosing i spidsen. Udvalget som består af en række forskere med særlig viden har givet bud på et helhedsbillede af råstofområdet og bl.a. hvordan Grønland kan drage optimal nytte af de naturressourcer vi har i Grønland.

Udvalget beskriver på udmærket vis, fordelene ved aluminiumssmeltere i Island som f.eks. Fjardals aluminiumssmelter, som vores kommune har samarbejdet med. Udvalget har erfaret, at man i driftsfasen har næsten 80 % lokal arbejdskraft, hvilket er dobbelt så mange som forventet. Erfaringerne fra Island viser også, at der generelt er tilfredshed med værkernes tilstedeværelse og effekt på lokaløkonomien. Andelen af lokal arbejdskraft og andre aktører har oversteget forventningerne. Andelen af ufaglærte og unge, som finder permanent eller midlertidig arbejde i projekterne, og som uddannes via korte kurser, har også vist sig at være høj.

Qeqqata Kommunia vil gerne rose udvalget for deres arbejde, dog savner kommunen, at udvalget ikke beskæftiger sig mere indgående med den planlagte aluminiumssmelter ved Maniitsoq, når nu erfaringerne fra vores nabolande er så positive. I forbindelse med høring af Redegørelse om rammevilkår af storskalaerhvervsprojekter i Grønland i 2012 påpegede kommunen aluminiumsprojektets meget markante fordele sammenlignet med mineprojekter som er:

  1. at aluminiumsprojektet baserer sig på en vedvarende ressource i form af vandkraft – mens mineprojekter udtømmer en begrænset ressource
  2. at aluminiumsprojekter skaber varige arbejdspladser – mens mineprojekter har en forholdsvis begrænset levetid
  3. at aluminiumsprojektet er placeret ved en eksisterende by – mens de fleste mineprojekter er placeret langt væk fra eksisterende byer

Qeqqata Kommunia mener helt bestemt, at udvalget og Naalakkersuisut i højere grad bør fokusere på en aluminiumssmelter i Maniitsoq med de fordele som udvalget og kommunen opremser og det er både til gavn for kommunen og Grønland.

Yderligere information

Kontakt aluminiumskoordinator Peter Søren Olsen, mobil nr.: 58 55 10.