Mere centralisering

Borgmester Hermann Berthelsen undrer sig over to stillingsopslag som henholdsvis direktør og stabschef i Boligselskabet INI A/S. Begge stillinger skal ikke længere være placeret i Sisimiut men være bosat i Nuuk.
31. marts 2015

Borgmester Hermann Berthelsen undrer sig over to stillingsopslag som henholdsvis direktør og stabschef i Boligselskabet INI A/S. Begge stillinger skal ikke længere være placeret i Sisimiut men være bosat i Nuuk.

Men ikke nok med det. Direktøren skal have kompetence i ”dokumenteret erfaring med at flytte eller være med til at flytte en ”reguleret virksomhed”” ifølge jobopslaget.

Hermann Berthelsen har svært ved at forstå fornuften i denne flytning, som tilmed synes i modstrid med de politiske udmeldinger om fokus på et mere helt Grønland. Tingene skal ikke flyttes til Nuuk, men den anden vej, hvis vi skal opnå større lighed og vækst i vort land.

Jobopslagene fra INI om flytning til Nuuk følger i kølvandet på, at Qeqqata Kommunia har mistet en række offentlige arbejdspladser til Nuuk. Således er Greenland Venture flyttet fra Maniitsoq til Nuuk, Tolkeuddannelsen og Byggeteknik fra Sisimiut til Nuuk og NaviAir fra Kangerlussuaq til Nuuk.

Mens andre lande spreder de offentlige investeringer og arbejdspladser, hvilket skaber vækst i hele landet, så fokuserer vi i vort land på at samle dem og dermed væksten i en by. Det er en katastrofal udvikling, udtaler borgmesteren, der nu vil have en redegørelse fra Naalakkersuisut om forløbet.