Enighed om Kangerlussuaq havn

Borgmester Hermann Berthelsen er glad for, at Naalakkersuisut og Qeqqata kommunalbestyrelse er enige om de positive perspektiver for turismen med en ny havn i Kangerlussuaq og behovet for at arrangere et fællesseminar i Kangerlussuaq om Kangerlussuaq fremtidsperspektiver.
31. august 2016

Borgmesteren er også glad for, at Naalakkersuisut vil tage projektet med til de politiske forhandlinger i Inatsisartut om finansloven for næste år. Rent formelt har Formanden for Naalakkersuisut ret i, at det er Inatsisartut, der godkender og beslutter Finansloven, så Naalakkersuisut kan ikke 100% love, at Kangerlussuaq Havn kommer på Finansloven 2017 (jf. Formanden for Naalakkersuisuts præcisering d. 30. august 2016 af kommunens pressemeddelelse d. 25. august 2016).

Men jeg har svært ved at forestille mig, at Naalakkersuisuts ændringsforslag til Finanslov 2017 for at rode bod på de manglende anlægsmidler til Sisimiut-Kangerlussuaq regionen aftalt med den lokale kommune ikke skulle få Inatsisartuts opbakning, udtaler Hermann Berthelsen.
Der er jo kun afsat 1,4 mio. kr. anlægsmidler til den andenstørste by og nærliggende bygder, mens der er afsat hele 209,8 mio. kr. til den største by og nærliggende bygder. Denne skævhed i Forslag til Finanslov 2017 må Naalakkersuisut og Inatsisartut gøre noget ved. Og her var Naalakkersuisut og Qeqqata kommunalbestyrelse på vores møde d. 18. august 2016 enige om, at løsningen i Sisimiut-Kangerlussuaq området bl.a. er en ny havn i Kangerlussuaq.

Hvad de tilsvarende løsninger er for Kommune Kujalleq og Qaasuitsup Kommunia må de finde ud af, men jeg bemærker også, at disse byer og kommuner er blevet nedprioriteret med anlægsopgaver i Forslag til Finanslov 2017, slutter Qeqqata Kommunias borgmester.