God start på familieklasser i Qeqqata Kommunia

Familieklasserne i Qeqqata Kommunia er kommet rigtig godt fra start. Kommunen opstartede familieklasser i november måned sidste år, og skolerne kan allerede mærke en effekt af satsningen. Erfaringer fra de gennemførte familieklasser viser, at eleverne opnår større trivsel i deres almindelige klasser.
6. april 2017

Formålet med familieklasser er, at forældre, barn og barnets lærer på forskellig vis samarbejder hen mod, at barnet får bedre læringsforudsætninger og bliver et gladere skolebarn. I en familieklasse arbejdes med en anerkendende tilgang til barnet, så barnets selvværd styrkes. En familieklasse giver mulighed for, at forældrene i samarbejde med barnets lærer arbejder på at forbedre barnets trivsel i skolen både fagligt og socialt.

Familieklasselærer Astrid Jensen fra Sisimiut fortæller: ” Vi har netop haft et opfølgningsmøde om familieklassen vi gennemførte i efteråret, og lærerne kan stadig mærke en forskel, eleverne er mere rolige og koncentrerede”

I Maniitsoq har familieklasser ligeledes kørt siden november måned sidste år. Skoleinspektør Elna Heilmann fortæller: ”I Maniitsoq startede vi den første familieklasse sidste år, hvor tre familie deltog. Det har været en meget lærerig tid for os alle. Det næste hold kører nu med fire familie. Det er en positiv og meget velkørende familieklasse vi har, hvor udfordringer løftes i fælleskab.”

Grundtanken bag metoden er, at familier hjælper familier, så forældre og børn er sammen med andre forældre og deres børn i familieklassen, og deler ideer og erfaringer med hinanden. Forældre deltager aktivt i skoleaktiviteter sammen med deres børn 2 gange om ugen á ca. 4 timers varighed, og der fastsættes løbende konkrete mål. Et mål kunne være at blive bedre til at sidde stille i klassen. Dette mål kunne udmøntes i en øvelse, hvor forældrene støtter og hjælper deres barn ved, at øve bordskik ved aftensmaden, stå i kø i supermarked, vente på tur i brætspil og øve sig i, ikke at tale i munden på hinanden. 

”Det har været vigtigt for opstarten af familieklasser, at forældrenes arbejdspladser støtter op om initiativet og tager deres sociale ansvar alvorligt, og det har de fleste gjort. Der er nogle få virksomheder, hvor samarbejdet har været en udfordring for skolerne og opbakningen ikke har været optimal” fortæller Uddannelsescheferne i Qeqqata Kommunia Annga Lynge og Anna Heilmann. Opbakning fra de involverede forældres arbejdspladser viser sig ved en fleksibilitet i forhold til deltagelse i familieklassen i arbejdstiden. 

I Sisimiut har 15 deltagere netop afsluttet 2. del af kurset i familieklasser. Kursusdeltagere er lærere, rådgivningslærere, skolekonsulenter og skoleledere fra de tre største skoler i Qeqqata Kommunia samt en psykolog fra Qeqqani Misi.  Astrid Jensen fortæller: ”kurset har givet os mange gode værktøjer, f.eks sætter vi mål sammen med forældrene ud fra de udfordringer eleven har, og det har vist sig at virke”. 

Første del af kurset blev gennemført på 5 dage i oktober måned 2016. Efter denne første del af kurset blev der oprettet familieklasser på de tre skoler, som har været i gang siden efteråret 2016. Ofte deltager tre til fire elever og elevernes forældre i én familieklasse, og hver skole oprettede 2 familieklasser i efteråret.

Anden del af kurset blev gennemført på 5 dage i marts måned 2017. På anden del af kurset arbejdede kursisterne videre med deres erfaringer fra de allerede igangsatte familieklasser på de tre skoler.

Metoden stammer oprindelig fra Marlborough Family Institute i London, og er med stor succes udbredt i bla. Danmark og andre steder i Grønland. Kursisterne blev undervist af Rita Thomsen lærer fra Nuuk, Karen Lindegaard familieterapeut og faglig leder, og Helge Andreasen, lærer og pædagogisk leder fra Danmark.

 

Yderligere information

Annga Lynge
Uddannelseschef
Qeqqata Kommunia

Mobil: (+299) 86 73 80