Fuld fart på den digitale folkeskole

’Digital didaktik’ var emnet, da repræsentanter fra Institut for Læring, Uddannelses-departementet, Uddannelsesstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen og kommunerne samt en række skoler d. 3-4 maj afholdt Educational Strategic Planning i Sisimiut.
11. maj 2017

 

Samarbejde
Efter at have arbejdet i forskellige retninger i flere år, står det offentlige nu sammen om den digitale folkeskole. Alle parter ser store muligheder ved den digitale folkeskole, men anerkender også udfordringer ved at gennemføre det i praksis.

Alle kommuner er blevet enige om at arbejde for iPads til hele den grønlandske folkeskole. Kommunerne har, som et fælles projekt, ansøgt fonde om midler til denne satsning, som en forbedring af folkeskolen. Samarbejde er vejen frem mod en digital folkeskole.

Qeqqata Kommunia og kommune Kujalleq var de første to kommuner i Grønland, der i 2014 uddelte iPads til alle elever og lærere. Håbet er nu, at de resterende kommuners folkeskole samt de lærerstuderende i 2017-18 alle får iPads.

Workshoppen
Formålet med workshoppen var at skabe fokus på læring gennem brug af teknologi i undervisningen, og der blev taget vigtige skridt mod et mere fokuseret samarbejde omkring digitalisering af folkeskolen.

Apple Danmark faciliterende processen med debatoplæg, diskussionsgrupper og sparring omkring de ledelsesmæssige udfordringer ved en digitalisering af folkeskolen. Skolelærere, iPads-vejledere, skolekonsulenter og skoleinspektører fra kommunerne deltog, og står nu sammen om at udvikle brugen af teknologi og udnytte de digitale muligheder.

Den digitale udvikling i Grønland accelererer i disse år, og der er brug for, at alle aktører arbejder med samme mål for øje. Workshoppen var derfor en milepæl, da repræsentanter fra beslutningstagere til skolelærere var til stede, og sammen fik en fælles forståelse for de muligheder og udfordringer teknologi i undervisningen bringer med.

Videre arbejde
Skolerne fremlagde status for arbejdet med digitalisering, og pegede på retning for, hvorledes de vil gennemføre den digitale folkeskole i den kommende tid. Institut for Læring fremlagde ideer til en redefinering af læreruddannelse, Uddannelsesstyrelsen fremlagde udkast til en national digitaliseringsstrategi på folkeskoleområdet og kommunerne fremlagde forslag til fælles indsats for implementering af iPads i undervisningen.

Skolerne kom med mange gode forslag til Institut for Læring, Uddannelsesstyrelsen og de kommunale administrationer. De gode forslag til Institut for Læring blev skrevet ned på grønt papir, til Uddannelsesstyrelsen på rødt papir og til kommunerne på gult papir. Der var en fælles forståelse for, at hvis den digitale folkeskole skal realiseres, skal de tre parter tage positivt imod og gennemføre de gode forslag.