Romantik i den nedlagte bygd Assaqutaq

Tysk par gift i Assaqutaq
14. august 2017

Den tyske pilot Markus Gert Sorgatz havde en drøm om at flyve fra Tyskland til USA i sit letvægtsfly på 470 kg. Grundet dårligt vejr måtte han lande i Sisimiut, hvor han blev i 4 uger før vejrudsigten var god nok til, at han kunne fortsætte rejsen.

Under sit ophold i Sisimiut købte han et hjerte af rensdyr. Dette hjerte forærede Markus til sin kæreste Sabine Petra von Wülfingen, da han vendte tilbage til Tyskland d. 4. august 2016, og hans første spørgsmål var: Vil du gifte dig med mig?

Et år senere rejste parret sammen til Sisimiut, og d. 4. August i år blev de to gift i bygden Assaqutaq. Assaqutaq er en nedlagt bygt, som ligger 8 km fra Sisimiut, og er placeret på en lille ø, som er forbundet med fastlandet med en 25 meter lang gangbro.

Vielsen i den nedlagte bygd er en del af et nyt produkt ’Love in the Arctic’ som er lanceret af Hotel Sisimiut.

-Vi var spændte på om det kunne lade sig gøre. Der er mange turister, som ønsker at bliv gift på eksotiske steder, og vi har forespørgsler på locations som hundeslæde, fjeldtop, Assaqutaq og på havet”, udtaler Anette Grønkjær Lings, direktør i Hotel Sisimiut.

Sabrine og Markus Sorgatz bor til daglig i den tyske by Kronach i delstaten Bayern.