iPads motiverer skoleelever

Eleverne i Qeqqata Kommunia bruger flittigt deres iPads i timerne.
Det viser en intern spørgeskemaundersøgelse foretaget i sommers.
I hvert fald svarer 75 procent af de adspurgte lærere, at de bruger iPads i deres undervisning flere gange om ugen.
13. september 2017
Dette underbygges af en 9. klasse i Nalunnguarfiup Atuarfia i Sisimiut.
Papir og blyant er i hvert fald skiftet ud med en digital skærm. Eleverne sidder midt i matematiktimen og løser opgaver med deres iPads.

Læreren Seth Skifte er omhyggelig med at hjælpe de elever, der ikke kan komme videre med opgaven. Han er iPad vejleder i Nalunnguarfiup Atuarfia og er samtidig også lærer. Han bruger iPad hver dag og gerne i andre fag, han ellers også underviser i.
- iPads er et rigtig godt værktøj at have. Når eleverne virkelig fordyber sig, så går opgaveløsningen bedre, og med de mange værktøjer man har, kan vi for eksempel også bruge dem som projektorer og lave en præsentation. De er virkelig gode til at få eleverne til at koncentrere sig mere, vurderer han.

Gerda-Dorthe Berthelsen fra 9. klasse er da også koncentreret. Hun bruger, ligesom det andre i klassen, iPad til opgaveløsningen, i dette tilfælde til matematik og alle de grafer og regnestykker, der følger med, og har vænnet sig til at bruge den.
- Jeg kan godt lide at bruge iPad. Man kan nemt google sig frem til informationer, og den er rigtig god at bruge i projekter, siger hun og går videre med en ny opgave.

Større fleksibilitet
Undervisningen i folkeskolen har fået et løft, og det vurderes, at elevernes deltagelse i undervisningen øges ved brug af iPads. Ofte anvendes video, lyd, foto og lign. i undervisningen, derudover bruges elevens iPad til informationssøgning, fremlæggelser, kreative aktiviteter og tekstproduktion i timerne. Man får dermed større fleksibilitet i sin undervisning, vurderer de adspurgte lærere.

Også skoleelevernes læringsudbytte vurderes markant forbedret ved brug af iPads. Eleverne er motiverede, og de elsker at afprøve nye ting på egen hånd. På den måde er de mere koncentrerede i timerne, har lærerne observeret.

85 procent af de adspurgte fra undersøgelsen siger endvidere, at iPads hjælper eleverne med at blive selvstændige. De debatterer mere, undersøger tingene grundigere og 97 procent af lærerne mener, at elevernes digitale kompetencer er blevet forbedret gennem årene.

Undersøgelsen peger også på, at flere kurser med brug af iPad blandt lærere er ønskeligt, og at samarbejdet mellem hjemmet og skolen kan forbedres.