airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Pressemeddelelse Havneudvidelse i Sisimiut bliver en realitet

Qeqqata Kommunias kommunalbestyrelse har i dag enstemmigt stemt for en udvidelse af Sisimiut Havn. Samtidig har de stemt for forslaget om en kommunal skattestigning fra 25 % til 26 %. Skattestigningen skal blandt andet være med til at finansiere havnen, der skal anlægges i 2012 og 2013.
28. oktober 2011

Den hurtige havneudvidelse er kommet på tale, efter at kommunens økonomiudvalg i sidste uge foreslog at udvide havnen i Sisimiut, så den kan stå klar til de forventede olieboringer i sommerhalvåret 2013.

Med de nuværende forhold i Sisimiut Havn kan trawlere, indhandlingsskibe, krydstogtskibe og olieforsyningsskibe ikke få plads i havnen, og derfor søger de til andre havne i ind- og udland. Det skal en udvidelse af havnen være med til at ændre på.

Qeqqata Kommunias borgmester Hermann Berthelsen er glad for kommunalbestyrelsens beslutning:

- Det er meget positivt, at en enig kommunalbestyrelse har stemt for havneudvidelsen. Den brede politiske opbakning er vigtig for det videre forløb. Det er glædeligt, at vi nu kan komme i gang med arbejdet, siger han.

Borgermøde om havneudvidelsen

På baggrund af dagens beslutning på kommunalbestyrelsesmødet, indkalder kommunen til borgermøde omkring havneudvidelsen mandag den 31. oktober 2011 kl. 19.00. Mødet vil finde sted i Sisimiut kulturhus Taseralik. På mødet vil borgere have mulighed for at stille spørgsmål til udvidelsen af havnen.